Lever du eller din partner med diabetes? Så kan du måske genkende, at diabetes kan påvirke kroppen og det mentale overskud – men det kan også påvirke selvværdet, parforholdet og livskvaliteten. For nogen kan det være svært at tale om eller finde ud af, hvor man kan søge hjælp. Vil du/I gerne vide mere om de forskellige seksuelle udfordringer, der kan være en del af livet med diabetes og hvor du/I kan søge hjælp? Så er dette webinar for dig eller jer. På webinaret vil du/I kunne høre mere om: • Hvad er seksualitet? • Hvilke seksuelle problemer kan der opstå, når man har diabetes? • Hvilke behandlingsmuligheder findes der? • Hvordan kan seksuelle problemer påvirke: - Din opfattelse af dig selv? - Dit parforhold? - Dit mod og lyst til at indlede forhold til en ny partner? Se gerne webinaret sammen med din partner, så I kan få svar på jeres spørgsmål sammen. Webinaret vil starte med et oplæg, men det bliver også muligt at stille spørgsmål. Aftenen bliver holdt i en let tone med plads til spørgsmål, grin og nysgerrighed. Under webinaret kan du ikke tænde din mikrofon eller video, men der vil være mulighed for at stille spørgsmål løbende via chatten. Du kan ikke se de andre deltagere, og alle spørgsmål stilles anonymt. Om oplægsholderen: Anette Højer Mikkelsen er Specialist i Sexologisk Rådgivning, uddannet sygeplejerske og Cand. Cur. Hun arbejder til dagligt ved Sexologisk Center og Center for Kønsidentitet ved Aalborg Universitetshospital. Anette deltog også i tv-programmet Sex på Recept, der blev sendt på DR3.